Før et brud oplever mange forældre sig som ligeværdige i barnets liv. Efter bruddet kan rollerne ændre sig markant. Opdelingen mellem bopæls- og samværsforælder kan i praksis skabe en primær og en sekundær forældrerolle - også i familier, hvor begge forældre ønsker og kan tage ansvar.

I Forældreansvarsloven opereres der med to fundamentalt forskellige forældreroller, nemlig bopælsforælder og samværsforælder.

Lovgivningen hviler på et princip om den ene forælder som hovedforælder (bopælsforælderen) og den anden som tillægsforælder (samværsforælderen).
Det fremgår af forældreansvarsloven, at børn har ret til samvær med samværsforælderen, men ikke hvor meget.

Den forælder, der bliver bopælsforælder kan bestemme over flere centrale forhold i barnets hverdag inklusive:

• Hvor meget kontakt barnet skal have til samværsforælderen

• Hvor i landet barnet skal bo

• Valg af daginstitution eller fravalg heraf

• Skolevalg følger distriktsskolen for bopælsforælderen, hvis ikke forældrene kan blive enige om andet.

Barnet må maksimalt være 7 ud af 14 dage hos samværsforælderen. Skal barnet være mere end 7 ud af 14 dage hos samværsforælderen ændres bopælen, hvilket kræver familierettens afgørelse ved uenighed.

Forældremyndighed

Foruden bopæls- hhv. samværsforældrerollerne er forældremyndigheden centralt for beslutningsretten på vegne af fælles børn. Som udgangspunkt er forældremyndigheden delt efter et brud og det kræver en retssag og domstolsafgørelse at ændre det. Langt de fleste fortsætter med at have delt forældremyndighed efter et brud og der er langt færre sager hvor uenighed om forældremyndigheden er kernen.

Den første tid efter bruddet får ofte stor betydning for barnets videre hverdag. Midlertidige løsninger bliver ofte styrende for det videre forløb, selv når de er opstået i en kaotisk og følelsesmæssigt presset situation.

Tildelingen af forælderrollerne defineres i det øjeblik den ene forælder fraflytter den tidligere fælles adresse. Medmindre børnenes adresse flyttes med, bliver den fraflyttede forælder automatisk samværsforælder. En flytning af børnenes adresse kræver enighed blandt forældrene. Uenighed herom kan føre til at forældrene bliver boende på samme adresse alene for at undgå at blive samværsforældre.

Det har stor betydning for den endelige fordeling af forældrerollerne, hvordan rollerne blev fordelt i forbindelse med samlivsophævelsen: Er man først blevet samværsforælder, kan det være meget vanskeligt at ændre hvis bopælsforælderen ikke ønsker det.

En forælder, der ønsker at komme væk fra sin partner og flytter til en anden bolig, mister altså alene af den grund en række rettigheder ift. de fælles børn - herunder medbestemmelse ift. fordelingen af børnenes tid mellem forældrene.

Lovgivningen hviler på et princip om den ene forælder som hovedforælder (bopælsforælderen) og den anden som tillægsforælder (samværsforælderen). Det fremgår dog af forældreansvarsloven, at børn har ret til samvær med samværsforælderen, men der er ingen angivelse af hvor meget samvær.

Lovgivningen tillader derfor en samværsforælder, der er utilfreds med omfanget af det samvær som bopælsforælderen har defineret, at indlede en sag i Familieretshuset mhp. at forsøge at få samværets fordeling ændret.

Det er imidlertid samværsforælderen, der skal løfte bevisbyrden for børnenes tilknytningsforhold og egen forælderevne og for at en ændret fordeling af samværet er i barnets tarv.

Det samme gælder såfremt samværsforælderen ønsker at overtage rollen som bopælsforælder.

Ved uenighed om hvem der skal være bopæls- hhv. samværsforældre, skal sagen afgøres af Familieretten. Alle sager om forældremyndighed, bopæl og/eller samvær starter i Familieretshuset.

Barnets bedste samt barnets ret til trivsel og beskyttelse er helt centrale elementer i lovgivningen.

Samværssager i Familieretshuset handler derfor ikke om ligestilling eller forældrenes ret til samvær. De handler om børnenes ret til at se begge deres forældre, og om at en samværsordning skal tage udgangspunkt i, hvad der er bedst for barnet.

Lovgivningen tager altså udgangspunkt i “barnets tarv”, og intentionen er god.

Problemet er, at definitionen af barnets tarv er uklar og hviler på en række subjektive parametre.

Fire parametre tillægges særlig vægt:

1. Den historiske tilknytning
   Den historiske tilknytning bruges som begrundelse for at fortsætte en ordning, som forældrene ikke er enige i, og som ikke nødvendigvis er bedst for barnet fremadrettet. Tilknytningen i de seneste 6–12 måneder lægges til grund, uanset årsagen til en eventuelt begrænset tilknytning til den ene forælder.

2. Kontinuitet
   Der lægges vægt på, hvem der historisk har haft mest med børnene at gøre, fremfor et fremtidsperspektiv og målet om en stærk tilknytning til begge forældre. Manglende kontinuitet, som skyldes at den anden forælder forhindrer samvær, ender ofte som en ulempe for den forulempede.

3. Konfliktniveau
   Et lavt konfliktniveau gøres til en afgørende forudsætning for, om en deleordning kan komme på tale. Er konfliktniveauet højt, bliver en deleordning sværere at opnå, uanset hvad konflikten består i, eller hvem der er skyld i den. Det giver et stærkt incitament til at skabe konflikt for den forælder, der ønsker at undgå en deleordning.

4. Barnets perspektiv
   Barnets ønsker skal belyses i sager om forældremyndighed, bopæl og samvær for at nå frem til, hvad der vurderes bedst for barnet. Det sker via samtaler med børn allerede fra 6-års alderen. Samtalerne rummer dog flere problemer: børn kan komme i loyalitetsklemme mellem forældrene og er stærkt påvirkelige, hvis en forælder ønsker et bestemt udfald.

Internationale konventioner og dansk lovgivning bygger på princippet om, at børn har ret til begge forældre. Det er et helt grundlæggende udgangspunkt, som desværre ikke altid bliver omsat i praksis, når der vurderes, hvad der er bedst for barnet.

I praksis forsøges barnets relation til begge forældre bevaret ved, at barnet har ret til samvær med den forælder, som barnet ikke har bopæl hos.

Forældrene har et fælles ansvar for, at dette samvær fungerer. I konfliktsager ses dog ofte, at bopælsforælderen forhindrer samværet, uden at det har konsekvenser. Det resulterer ofte i at samværsforælderens kontakt med børnene reduceres - eller helt går tabt.

En bopælsforælder kan have et stort incitament til at skabe - eller iscenesætte - konflikt med samværsforælderen. Konflikt mellem forældrene bruges nemlig ofte som argument for en ulige fordeling af samvær til bopælsforælderens fordel.

Der findes adskillige kendte taktikker, som stort set risikofrit kan bruges til at eskalere konflikten, separere samværsforælderen fra børnene og forhale processen om ændring af samvær.

I meget grove tilfælde findes der retspraksis, hvor den ene forælder får fuld forældremyndighed som konsekvens af den anden forælders konfliktoptrappende adfærd. Det sker dog meget sjældent, at konfliktoptrappende adfærd bliver sanktioneret.

I mange tilfælde betyder de økonomiske forhold omkring det at have bopælen også meget for forældre, der går fra hinanden.

Hvis man har barnets bopæl, er der en række sociale ydelser, man kan være berettiget til at modtage.

Derudover kan man få børnebidrag, hvis der maksimalt er 5 dages samvær mellem barnet og samværsforælderen og tillige ved 6 og 7 dage hos samværsforælderen, hvis denne ikke bidrager økonomisk til barnet.

Et børnebidrag fastsættes ikke med hensyntagen til bopælsforælderens økonomiske forhold, men beregnes alene ud fra samværsforælderens indkomst og antallet af børn samværsforælderen har forsørgelsespligt over.

For nogle bopælsforældre er det økonomiske aspekt et stort incitament for at opretholde en samværsordning med samværsforælderen, der sikrer et børnebidrag.