Fælles Forældreskab, 2025

Erfaringer og anbefalinger til det familieretlige system i Danmark

Der er mange gode grunde til at ændre det familieretlige system. Gennem research, samtaler med berørte aktører og på baggrund af et bredt kendskab til utallige sager i systemet har vi udarbejdet et overblik over udfordringerne og formuleret visioner for, hvordan systemet kan forbedres til gavn for børns langsigtede trivsel.

Målet med arbejdet er at skabe forståelse for, hvordan der kan etableres rammer for et system, der er bedre rustet til at håndtere de udfordringer, som opstår i kølvandet på et samlivsbrud med børn – særligt i forhold til forældremyndighed, bopæl og samvær.

I det følgende præsenteres først udfordringerne i det nuværende familieretlige system i Danmark. Derefter gives anbefalinger til forbedringer – med særligt fokus på børns langsigtede trivsel efter et samlivsbrud.

Udfordringer i det nuværende system

De primære udfordringer inkluderer:

• Manglen på faste rammer for samvær umiddelbart efter bruddet, hvilket skaber grobund for konflikter mellem forældrene.

• Lange sagsbehandlingstider i Familieretshuset og Familieretten, som forværrer konflikten og kan resultere i, at børn mister kontakten til den ene forælder i længere perioder.

• Skelnen mellem bopæls- og samværsforældre, som forstærker følelsen af ulige rettigheder og kan medføre samarbejdsvanskeligheder.

• Overfladisk inddragelse af børn i sager, præget af kortvarige samtaler uden dybere psykologisk vurdering.

  Anbefalinger

  For at reducere konflikter og sikre børns langsigtede trivsel anbefales det at:

• Indføre faste modeller for samvær umiddelbart efter bruddet.

• Afskaffe terminologien om bopæls- og samværsforældre.

• Etablere et enkelt og hurtigere system til sagsbehandling.

• Sikre en mere fokuseret inddragelse af børnene.

• Fjerne økonomiske incitamenter, der modvirker deleordninger.

• Indføre obligatoriske samarbejdskurser for forældrene efter bruddet.

Det nuværende system fungerer ikke

Manglende klart udgangspunkt for samvær er ude af trit med nyeste viden

Når par med børn går fra hinanden, findes der ingen klare retningslinjer for børnenes kontakt til forældrene umiddelbart efter bruddet. Præmissen er, at hver situation er unik, og at man derfor ikke bør have generelle retningslinjer.

Dette fravær af et klart udgangspunkt er ude af trit med nyeste forskning og internationale erfaringer. Vi ved, at børn alt andet lige får de bedste livsbetingelser, når begge forældre bidrager ligeligt i forældrerollen.

Derfor er det en central udfordring, at vi i Danmark ikke i lovgivning og praksis anerkender dette. Konsekvensen er, at børn ender med ulige adgang til forældrene – og dermed ringere trivsel.

Konfliktskabende konsekvenser

Fraværet af et klart udgangspunkt skaber i sig selv i mange tilfælde en konfliktflade, da der opstår en situation hvor den enkelte forælder oplever konflikten som nødvendig for at opnå den ønskede fordeling af børnenes tid.

Konflikten, der skabes tidligt i bruddet, trækker ofte lange tråde ind i familiens nye konstellation og skaber ar i relationen, der er svære at hele, og besværliggør samarbejdet fremadrettet. Dette sker typisk oveni en emotionelt svær periode for familien, med opbrud og ændret hverdag. Det er ikke i børnenes tarv.

Der er mange eksempler på, at de manglende regler for rammer for bopæl og samvær ved et brud, motiverer en forælder til at tage sagen i egen hånd og egenhændigt bestemme, hvordan kontakten med den anden forælder skal være, og af og til helt forhindrer børnene i at se den anden forælder. Dette er skadeligt for børnenes relation til den anden forælder.

Den positive intention om ikke at have et klart udgangspunkt, da man forestiller sig at hver situation er unik, har altså den effekt i praksis at skabe grobund for højt konfliktniveau.

Hvis ikke forældrene selv formår at finde en god løsning omkring bopæl og samvær, så er de nødsaget til at bede Familieretshuset, som har enormt lange sagsbehandlingstider, om at bistå med at træffe afgørelse herom. De lange sagsbehandlingstider betyder, at der kan gå lang tid, ofte adskillige måneder, før en midlertidig afgørelse foreligger, og i perioden op til må forældrene selv håndtere situationen. Dette er problematisk, da selvtægten ikke gavner børnene, som i mange situationer mister kontakten helt eller delvist til en forælder i perioden.

Når sagsbehandlingstiderne er lange, og der ikke sikres kontakt, vil det betyde, at kontakten til den anden forælder alene kan genopbygges ved en langsom opstart med samvær – i mange situationer, hvor der har været beskyldninger om vold eller andet, i form af et støttet eller overvåget samvær.

Kombinationen af manglende klart udgangspunkt for samvær i brudte familier og lange sagsbehandlingstider gør altså, at der opstår en helt utilsigtet situation hvor konflikt er en logisk konsekvens.

Skelnen mellem bopæl- og samværsforælder skaber konflikt

Forældre oplever sig ofte ikke som lige, når de er enten bopæls- eller samværsforælder. For mange føles det som et nederlag ikke at have del i bopælen over sit barn.

Bopælsforælderen har flere rettigheder end samværsforælderen, og mange har svært ved at indgå aftaler om delt bopæl, der ellers i vid udstrækning ville stille forældrene mere lige. For mange er det afgørelsen af, hvem der er bopæls- eller samværsforælder, der skaber konflikt, og ikke så meget vurderingen af, om forældremyndigheden skal være fælles. Desværre er systemet sådan, at man kun kan have registreret bopæl et sted, og det er ifølge cpr-loven det sted, hvor man opholder sig mest.

Terminologien der anvendes leder til en diskurs, der opleves som førsterangs- og andenrangs forældre. Denne rangordning af forældrene skaber konflikt, da det ofte ikke er kongruent med forældrenes selvforståelse og identitet eller afspejler de roller forældrene kan og bør have i fremtiden.

Princippet om, at status-quo skal veje tungt i en eksisterende samværsordning kan fastholde børn i ulige adgang til begge forældre

Når først et samvær er fastsat, kan det være svært at få det ændret.  I dag praktiseres et princip om at man i udgangspunkt ikke laver ændringer til en samværsordning, med mindre der er en konkret og umiddelbar årsag, som f.eks. at barnet ikke trives eller selv i en børnesamtale giver udtryk for et ønske herom.

At f.eks. gå fra en 9/5-ordning til en 7/7-ordning sker herefter sjældent naturligt i sager, hvor forældrene er uenige, medmindre barnet selv, når det har en alder, hvor det høres, giver udtryk for et ønske om mere tid med den anden forælder.

I mange afgørelser ses der på status quo, men det langsigtede perspektiv glemmes, når det vurderes, hvorvidt det er væsentligt for barnet med en god relation til begge sine forældre. Hermed indgår vores viden om de langsigtede fordele ved lige adgang til begge forældre ikke i afgørelserne.

Kravet om godt samarbejde skaber dårligt samarbejde

Praksis i sagsbehandlingen i Familieretshuset og i Familieretten er at have en præmis om at have en deleordning kræver, at der er et godt samarbejde mellem forældrene. Denne præmis kan motivere en forælder til ikke at ville indgå relevant i et samarbejde med den anden forælder, men søge at hindre det, da man dermed let kan forhindre en udvikling i samværet. Det forekommer i mange sager som, at det kan svare sig at modvirke samarbejdet, idet samværsordningen herefter sjældent udvides til en lige deleordning.

I det nuværende system ses der i afgørelserne alt for lidt på, hvilken forælder, der egner sig bedst til at varetage samarbejdet,

Den eksisterende lov tager i sin ordlyd højde for forældrefremmedgørelse. Erfaringsmæssigt skal der dog meget til, før der lægges vægt på dette i afgørelser, hvilket ofte skyldes, at det er lykkedes den ene forælder at påvirke barnet så meget, at man ved at lægge vægt på barnets udtrykte holdning til bopæl og samvær, ser bort fra de omkringliggende faktorer.

Manglende åbenhed om afgørelser skjuler inkonsistens og bias

Familieretlige sager behandles for lukkede døre i Familieretten.

Familieretshuset træffer derudover på daglig basis en lang række afgørelser om samvær samt midlertidige afgørelser om bopæl.  Disse afgørelser bliver – på samme måde, som Familierettens afgørelser - ikke offentliggjort – ej heller i anonymiseret form.

Afgørelse i ankesager kan blive offentliggjort i anonymiseret form, men dette sker kun i et meget begrænset omfang.

Den manglende offentliggørelse af praksis på området medvirker til, at det er vanskeligere at gennemskue, hvorledes sager reelt ses på.

Den ”individuelle sagsbehandling” er i praksis vilkårlig

Det er intention at have en individuel sagsbehandling, der tager højde for den konkrete families situation og det individuelle barns tarv. Der er to udfordringer med denne intention. Dels umuliggør de begrænsede ressourcer, der kan allokeres til hver enkelt sag i praksis nogen meningsfuld individuel sagsbehandling, og dels er afgørelser ikke konsistente på tværs af sagsbehandlere, dommer og de forskellige retskredse.

Mange gange forekommer det vilkårligt, hvordan en sag ender, ud fra hvem, der har behandlet den, og hvorledes parterne har ageret undervejs. Den røde tråd kan være svær at finde, og det forklares ofte med, at sager jo ikke er ens, da børn er forskellige – på samme måde, som forældrene er det.

Det er indtrykket, at der ved Familieretten sidder en stor mængde erfarne dommere, der har stor viden på området, men at de også har kollegaer med mindre erfaring med denne sagstype. Kvaliteten af afgørelserne er svingende, og det forekommer tilmed forskelligt, hvorledes Familieretterne i landet tilgår de behandlingsmodeller, som loven skitserer, at sagerne skal behandles efter.

Inddragelsen af børn har gode intentioner, men er overfladisk og har uhensigtsmæssige konsekvenser

Lovgivningen fokuserer på, at afgørelser skal træffes ud fra, hvad der er bedst for barnet, og at barnets perspektiv skal belyses. Hvis børn har en bestemt alder og modenhed (typisk ved 6-årsalderen), så vil der skulle finde en samtale sted med barnet.

I mange sager forekommer den belysning, der sker, af barnets perspektiv enormt overfladisk. De børnesamtaler, der finder sted, er ofte korte, og der foretages alt for sjældent de børnesagkyndige undersøgelser, som lovgivningen ellers har lagt vægt på, der skulle ske. Dette formentlig på grund af manglende psykologer, der kan udføre disse og manglende ressourcer.

I flertallet af sager bliver barnets perspektiv belyst alene ved en børnesamtale som foretages af en børnesagkyndig, f.eks. en psykolog, og en dommer, i en af landets retsbygninger. Barnet har altså én samtale på 30-45 minutter med to fremmede voksne i ukendte rammer, og denne samtale danner ofte et væsentligt grundlag for barnets fremtidige adgang til sine forældre.

Det kan være vanskeligt for børn at overskue konsekvenserne ved det, de siger til en børnesamtale, og mange gange mangler det langsigtede perspektiv i samtalerne. Mange børn befinder sig i en loyalitetskonflikt, når de høres, og det kan være svært at udtale sig frit ud fra egne behov. Nogle børn fremstår manipulerede, og jo yngre barnet er, desto oftere viser samtalen kun et meget begrænset billede af hele situationen, barnet befinder sig i. En reel inddragelse af børn ville kræve langt flere ressourcer og en større grundighed.

Udover den overfladiske inddragelse af børnene, er det også uklart hvad det præcise formål med inddragelsen af børnene er. Formentlig er det intentionen at belyse barnets perspektiv. Samtidig er det evident at et barn ned til 6 års alderen ikke kan overskue de langsigtede konsekvenser af en præference for, hvordan barnet skal dele sin tid mellem forældrene. Ikke desto mindre er det præcis den situation børn bliver sat i; at skulle udtale sig om præferencer om at vælge mellem sine forældre, hvorefter disse ytringer ofte har stor vægt i afgørelser.

Det er åbenlyst metodisk og etisk problematisk pålægge børn et så stort ansvar for afgørelser og i tillæg have så overfladiske inddragelser af børnene.

Forskellige instanser tager for lang tid og skaber ikke ro

Det nuværende familieretlige system består af mange forskellige enheder; kommunen, Familieretshuset og Familieretten. Disse enheder taler ikke automatisk sammen, men et samspil skal typisk initieres af forældrene selv eller ved, den ene enhed rækker ud til den anden og beder om information som led i en aktuel sagsbehandling. Disse informationsudvekslinger kan være langsommelige og væsentlig information kan frygtes går tabt, ved at der ikke er åbenhed og mere transparens.

Fra en kompliceret familieretlig sag starter, til den finder sin vej gennem systemet og afsluttes med en afgørelse, kan der nemt gå et år eller mere. I den periode har forældrene mulighed for at få rammer ved midlertidige afgørelser, men også de kan kræve en vis sagsbehandlingstid, inden de etableres, og resultatet giver ikke altid den fornødne ro.

Det, at have en sag verserende, kan motivere forældre til at holde liv i konflikten i stedet for at se fremad og flytte sig væk fra konflikten. Det ses også, at kommunen ikke kan bistå familien med familiebehandling, så længe en sag verserer, men afventer, at Familieretten har taget stilling til, hvad der skal gælde. Dette bevirker, at parterne – og i særdeleshed børnene – ikke får den fornødne hjælp og støtte i den lange periode, hvor sagen behandles.

I nogle sager fremsætter en forælder beskyldninger mod den anden forælder om vold m.v. ved sagens opstart. Sådanne beskyldninger eller flytning til krisecenter med barnet kan resultere i, at der ikke fastsættes et midlertidigt samvær med den anden forælder. Hvis der er en åben sag ved politiet, sker det ofte, at midlertidigt samvær afvises og må afvente politiets behandling af sagen. Sagsbehandlingstiden ved politiet er lang, og i den periode vil barnet være frarøvet muligheden for kontakt med forælderen, som er under beskyldning.

Det kan være skadeligt for et barns relation til en forælder, hvis en midlertidig ordning ikke etableres, mens sagen behandles, og kan i sidste ende resultere i, at kontakten skal genetableres på meget langsommelig vis – med opstart som et overvåget/støttet samvær.

Falske anklager mellem forældre sanktioneres ikke

I højkonfliktsager mellem forældre, der går fra hinanden, er der ofte beskyldninger forældrene imellem om vold, misbrug eller anden skadelig adfærd.

Det kan motivere den ene forælder til at anklage den anden forælder, da det forhaler processen og ikke sanktioneres behørigt i forbindelse med sagens afgørelse.

Der er alt for få afgørelser, der lægger vægt på den forældrefremmedgørelse/ triangulering, som har fundet sted, mens sagen blev behandlet. Dette på trods af, at det eksplicit fremgår af lovgivningen, at der i afgørelser bør lægges vægt på dette, såfremt det har fundet sted.

Der stilles ikke tydelige forventninger til samarbejdet mellem forældre

Forældre har ofte utilstrækkelig motivation eller kapacitet til samarbejde. Loven sætter ikke rammer for, hvad der forventes af forældre ift. deres samarbejde. For mange er det nyt at være i et brud med børn, og derved et det uvist for dem, hvordan et samarbejde som forældre med delebørn skal håndteres. Der findes kurser, som kan give generel vejledning til forældre i disse situationer, men der er hverken obligatoriske eller nyttige for alle. Dersom motivationen ikke er der for at etablere et godt samarbejde, er der ofte motivation for at holde sig tilbage og undgå kontakt mest muligt.

Økonomiske hensyn understøtter ikke samarbejdet

På den måde som det nuværende system er bygget op, vil det i nogle sammenhænge motivere en forælder til at søge om bopælen og begrænse samværet mellem barnet og den anden forælder, da det kan give denne forælder en bedre økonomisk stilling i form af børnebidrag og/eller offentlige ydelser. Dette er ikke hensigtsmæssigt.

Forældrenes manglende økonomiske lighed i systemet for så vidt angår udgifter til barnet og tilskudsmuligheder kan i mange sager påvirke muligheden for et godt samarbejde om, hvad der er bedst for barnet.

Det ses ofte, at bopælsforælderen favoriseres rent økonomisk, da denne i større omfang end samværsforælderen har mulighed for at søge om tilskud.

Dertil kommer, at reglerne om betaling af børnebidrag i mange sammenhænge spiller ind, når bopælsforælderen gør sig tanker om, hvilken samværsordning, der bør være mellem barnet og den anden forælder.

Sagsbehandlinger er meget ressourcekrævende for forældrene

De lange sagsbehandlingstider og forskellige aktører på banen kan have dels den effekt, at rådgivning undervejs i et sådan forløb til parterne fra advokater, psykologer eller andre er omkostningstungt for den enkelte forælder. I praksis favoriseres individer der har ressourcer til at få rådgivning fra f.eks. advokater, og omvendt er man markant dårligere stillet uden den nødvendige rådgivning, da så meget afgøres i selve sagsbehandlingen.

Derudover er en familie der er uenige om rammerne for børnene ved deres brud i sig selv ressourcekrævende for systemet.

Krisecentre misbruges og bruges som en måde at afpresse den anden forælder

Familieadvokater har i en undersøgelse problematiseret, at krisecentre misbruges til fjerne børn fra far, ofte kombineret med anklager om psykisk vold. Det er almen kendt blandt professionelle i det Familieretlige system at krisecentrene ofte er imødekommende når mødre henvender sig med anklager om psykisk vold, meget ofte uden dokumentation og kun med udgangspunkt i én parts oplevelse.

Når en forælder tager på krisecenter med barnet, resulterer det ofte i et kontaktbrud mellem barnet og den anden forælder.

Den nuværende lovgivning beskytter ikke barnet ved at sikre det kontakt med den anden forælder, men er indrettet således, at den, der tager på krisecenter, i højere grad favoriseres.

Krisecentererklæringer bruges mod den anden forælder i den verserende sag, selvom de har en begrænset bevisværdi.

Derudover bruges ophold på krisecenter med børnene ofte også til at gennemtvinge at far indgår en midlertidig aftale om samvær mens sagen behandles, som ikke giver børnene lige adgang til begge forældre. Denne ulige aftale bruges som udgangspunkt for sagsbehandlingen og betragtes som en frivilligt indgået aftale mellem parterne og forholder sig ikke til at børnene var tilbageholdt indtil aftalen blev indgået.

Uanset hvad, så bevirker kontaktbruddet ofte, at relationen til den anden forælder lider skade og tager tid at genopbygge.

Muligheden for – ved at tage på krisecenter med barnet – og derved i mange sager stille sig selv stærkere juridisk i sagen om bopæl og samvær, bevirker, at et stigende antal forældre, hovedsageligt kvinder, tager på krisecenter.

Det ses ofte, at når der er fundet en løsning på bopæl/samvær, så er krisecenteret ikke længere et ”nødvendigt opholdssted”, for den forælder, som indledningsvis tog dertil med barnet. Krisen er dermed ofte ovre, når det juridiske er løst, hvilket stiller spørgsmålstegn ved, om der reelt var behov for krisecenteret blev involveret på anden måde end taktisk ift. at gennemtvinge en ulige samværsmodel.

Løsningen er et enklere system med et klart udgangspunkt og tydeligere forventninger til forældre

En fast ramme for tiden med børnene ved samlivsophævelsen

Det er vores opfattelse, at det er bedst for børn i en brudsituation mellem barnets forældre, at der er en klar plan for, hvorledes barnets kontakt med begge sine forældre opretholdes. Det vil give parterne ro at vide, hvordan de i startfasen er stillet.

Ved at have faste regler for forældrenes tid med børnene lige efter bruddet, sikres barnet kontakten med begge sine forældre.

Faste regler vil gøre det mindre konfliktfyldt for parterne, da de ved, hvad der kommer til at gælde i den periode, hvor krisen er størst.

Der bør skabes et lovmæssigt udgangspunkt for fordelingen af tiden med barnet i brudsituationen. Og dette udgangspunkt gælder, medmindre forældrene selv aftaler ændringer eller får hjælp i systemet til at ændre på det lovmæssige udgangspunkt, hvis det er bedre for barnet.

Den kamp, der pt. udspiller sig ved mange brud om den umiddelbare bopæl og frygten for konsekvenser ved ophold uden for det tidligere hjem, undgås, da barnets ret til begge forældre er sikret lovmæssigt. På den måde undgås en stor andel af de konflikter, som der pt. er.

Der vil opstå langt færre sager, da udgangspunktet vil skabe bedre grobund for løsninger.

Samtidig bør terminologien om ”bopælsforælder” og ”samværsforælder” afskaffes, da det skaber et problematisk og ukonstruktiv samarbejdsrelation mellem forældrene og i sig selv er kilde til frustration og konflikt.

Det kræves indtil videre at også børn har netop én adresse som registreret Folkeregisteradresse, og det er muligvis ikke praktisk muligt at ændre på kort sigt, men bør afgøres ved tilfældighed da det ingen praktisk konsekvens har.

Et enkelt system til behandling af sagerne

Det er vigtigt for barnet, at der så effektivt som muligt skabes ro om dets rammer og hverdag. I højkonfliktsager, sager om vold, misbrug og andet skal forældrene have mulighed for at komme hurtigt i retten, så der kan træffes en afgørelse snarligt, da de sager oftest først løses med rettens mellemkomst.

Familieretshuset skal alene anvendes i øvrige sager som et obligatorisk mæglingsmøde, forinden sagen oversendes. På den måde vil fokus i Familieretshuset være på de familier, hvor mægling kan løse de uenigheder, der måtte være.

Retterne skal selv belyse sagerne og træffer de endelige afgørelser i alle sager.

Alt dette vil reducere sagsbehandlingstiderne kraftigt, og navnlig i højkonfliktsagerne kommer der afgørelse inden for få måneder, da Familieretshusets mellemkomst undgås.

”Dobbeltbelysning” af sagerne undgås også, således at barnet ikke både skal til samtale i Familieretshuset og senere igen i Retten, men kan nøjes med at komme til børnesamtale én gang. Skole/institution høres kun én gang i forbindelse med Rettens behandling af sagen.

Samlet set er denne model mindre omkostningstung for samfundet, men også for den enkelte familie, og det barn, som befinder sig midt i konflikten.

Obligatorisk individuelt onlinekursus i samarbejde omkring barnet

Kurset skal tages i løbet af de første 2 måneder efter bruddet og senest 1 måned efter opstart af en evt. sag i systemet.

Med kurset får forældrene værktøjer til at håndtere samarbejdet om barnet til gavn for barnet. Der holdes fokus på at få etableret et samarbejde, som passer til den enkelte situation og konfliktniveau.

Det kan påvirke sagens udfald, hvis kurset ikke tages, og forælderen generelt ikke viser vilje og evne til at søge hjælp til samarbejdet, men i stedet modarbejder det.

Inddragelsen af barnet i en sag

At der er et klart udgangspunkt for samvær vil kraftigt reducere antallet af sager. For de sager, der rejses skal afgørelser naturligvis fortsat træffes ud fra en vurdering af, hvad der er bedst for barnet, men med det klare udgangspunkt, at en lige deling af tiden mellem forældrene er det bedste for barnet.

I belysningen af sagen vil det fortsat være væsentligt at inddrage barnets synspunkter, og i det omfang, barnets alder og modenhed tillader det, afholdes der børnesamtale med barnet. Inddragelsen af barnet skal fokusere på en forståelse af barnets hverdag, trivsel, tilknytning til forældrene, men kun i meget begrænset omfang bede barnet forholde sig til hvad der konkret er bedst ift. fordeling af barnets tid mellem forældrene.

Barnet skal fortsat opleve, at det har en stemme, men at det er en dommer, der træffer den endelige afgørelse i samråd med den børnesagkyndige psykolog.

Der kan fortsat udarbejdes børnesagkyndige undersøgelser, observationsrapporter, børnesagkyndige erklæringer m.v. i det omfang, det vurderes formålstjenligt.

Sagens afsluttes ved, at dommeren og den børnesagkyndige psykolog taler med barnet om baggrunden for sagens udfald, således at barnet ved, hvad der er bestemt og får det at vide af de professionelle, som har talt med barnet. På den måde får barnet en afrunding på det, barnet har været involveret i og en forklaring på baggrunden for resultatet af dem, der har truffet afgørelsen og ikke af forældrene.

Tvangsfuldbyrdelse

Det er vigtigt, at de afgørelser, der træffes i sager, efterleves af parterne, og hvis ikke de efterleves, at de kan tvangsfuldbyrdes.

Når der træffes afgørelse i sager, skal der i forbindelse med afgørelsen træffes bestemmelse, om hvad konsekvenserne er, hvis en forælder ikke følger aftalen.

Her kan brugen af tvangsbøder allerede introduceres, således at det står klart, hvad konsekvenserne bliver. Bøderne skal i stedet for at blive betalt til staten, betales til den forælder, hvis ret ikke bliver fulgt.

På den måde undgås en lang række udleveringssager, og det bliver alene et spørgsmål om inddrivelse.

Kommunerne skal i højere grad ind over, og bistå i de sager, hvor udlevering til en forælder ikke er sket i form af samtaler med parterne og barnet, sideløbende med at tvangsbøder for manglende efterlevelse af en afgørelse udløses.

Der skabes en større lighed omkring det økonomiske vedrørende barnet mellem forældrene

Forældre skal deles lige om de faste udgifter til barnets institution, fritidsaktiviteter, som er fælles valgt af forældrene, tøj m.v. På den måde har forældre et lige ansvar for at sikre barnet økonomisk. I situationer, hvor barnet ikke er i en deleordning med lige meget tid hos hver forælder, gælder der fortsat et krav om, at forældrene deles lige om udgifterne til barnet. Da pligt til at dele omkostninger for barnet er uafhængigt af barnets fordeling af tid, bortfalder børnebidraget dermed og dermed bortfalder også incitamentet for at modsætte sig deleordninger.

Forældre skal som udgangspunkt have lige adgang til at søge om offentlige tilskud, hvis barnet opholder sig lige meget hos hver forælder. En lighed til offentlige ydelser ved deleordninger vil i mange situationer mindske forældres motivation for at have barnets bopæl registreret.

Konklusioner

Samlet set vil et system, hvor der er et klart udgangspunkt om deleordninger hos i øvrigt velfungerende familier, fjerne en stor del af de konflikter, der ses i dag, og i kombination med en mere fokuseret og hurtigere sagsbehandling hos retterne for de familier der behøver en individuel sagsbehandling, vil vi opleve at familier og ikke mindst børnene kommer lettere igennem familiens brud, oplever forældre der er mere samarbejdende og derfor bliver understøttet i deres tilknytning til begge forældre, som er afgørende for deres langsigtede trivsel.