Deleordning skal være udgangspunkt

At deleordninger ​ikke er det lovmæssige udgangspunkt i brudte familier, er årsagen til de fleste problemer i det familieretslige system​.

Den væsentligste årsag til problemerne i det familieretslige system er at samværets fordeling mellem et brudt forældrepar overhovedet er til diskussion. Hvis det lovmæssige udgangspunkt var en lige fordeling af samværet, ville hovedkilden til mange konflikter forsvinde.

Der er tre argumenter herfor:

1. Konfliktsager mellem i øvrigt velfungerende forældre, adskiller sig ofte alene fra forældrepar, der kan enes, ved selve uenigheden om samværet: Altså, at familieforholdet før bruddet har været som i familierne hvor forældrene kan enes, og at der ikke findes væsentlige objektive argumenter for en skæv fordeling af samværet.

2. De fleste børnesagkyndige og fagpersoner i dagtilbud og skoler vil istemme, ”at børn typisk trives med den samværsordning, som forældrene kan blive enige om”. ”Brøken”, dvs. hvilken fordeling forældrene aftaler, spiller nærmest ingen rolle for børnenes trivsel. Forklaringen er den simple, at børn, der oplever forældrenes opbakning til den virkelighed de nu befinder sig i, er tilbøjelige til at trives med det.

3. I brudte familier, hvor forældrene faktisk er enige om en deleordning fra begyndelsen, trives børnene oftest fint med fordelingen (hvilket underbygger punkt 2)

Undtagelser
Der kan være gode grunde til at samværet i brudte familier skal differentieres. Det kan være i tilfælde hvor en forælder er voldelig, er misbruger, har alvorlige psykiske problemer eller af andre årsager har svært ved at varetage forældrerollen.

Hvordan opstår konflikten?
Lovgivningen giver bopælsforældre mulighed for helt subjektivt at påstå, at et barn/børn har bedre af at være mere hos sig end den anden forælder. Det er samværsforælderen, der skal løfte bevisbyrden for det modsatte også selvom børnene trivedes før bruddet og der ikke har været nogen historik, som taler imod samværsforælderens forælderevne eller tilknytning til børnene.

Idet bopælsforælderen ensidigt kan bestemme hvor meget samvær samværsforælderen skal have med børnene, opstår der hyppigt den situation, at samværsforælderen får meget begrænset tid med børnene. Et eksempel er en såkaldt 10-4 ordning, hvor børnene er 10 dage hos bopælsforælderen og kun 4 dage hos samværsforælderen i løbet af en 14 dages periode.

For en forælder, der har levet et almindeligt familieliv med daglig kontakt til sit barn/børn er reaktionen ofte, at tage sagen til Familieretshuset. Resultatet er tusindvis af sager hvor i øvrigt velfungerende forældre strides om stærkt subjektive og detaljerede parametre for om den ene eller anden fordeling af børnene er i børnenes tarv.

Systemet giver i praksis bopælsforældre et stort incitament til at øge konfliktniveauet og sanktionerer sjældent falske beskyldninger eller tilbageholdelse af børnene. Derfor eskalerer mange sager og bliver dybt ubehagelige og ressourcekrævende.

Foruden at forårsage tragedier for de stridende familier, dræner de tusindvis af sager med ellers velfungerende familier, ressourcer fra familieretssystemet og reelt kriseramte familier, hvor vold, misbrug eller svigt er en trussel mod børnenes trivsel.