Konfliktoptrappende adfærd bør sanktioneres

En bopælsforælder kan anvende en lang rækker taktikker til at eskalere konflikt, separere den anden forælder (samværsforælderen) fra børnene, og forhale sagsprocessen med det formål at eliminere kontakt mellem barnet og samværsforælderen. Resultatet er forældrefremmedgørelse – også kaldet triangulering – og ender i mange tilfælde med, at barnet helt mister kontakten til samværsforælderen.

Kritikere af begrebet ”forældrefremmedgørelse” vil argumentere for at det er for forenklet, fordi ansvaret alene placeres hos den ene forælder - typisk bopælsforælderen. Sådan forholder det sig sjældent i praksis, men bopælsforældre med ønske om at eliminere børns kontakt med samværsforælderen, har faktuelt en større interesse i at skabe konflikt end samværsforælderen. Det skyldes at konflikt mellem forældrene i retspraksis bliver brugt som argument for at tildele bopælsforælderen mest samvær med børnene - og fordi konfliktoptrappende adfærd stort set ikke sanktioneres.

Separation af børnene fra den anden forælder - ved simpelthen at undlade at overdrage børnene til denne forælder - er stort set altid drevet af bopælsforælderen. Samtidig er det udelukkende bopælsforældre, som kan have interesse i at trække sager i langdrag fordi retspraksis lægger vægt på 'kontinuitet' i børnenes hverdag hvorved en eksisterende samværsordning - eller fuldstændig separation fra den ene forælder - som har stået på i længere tid, i sig selv bliver et argument for at fortsætte samme situation.

Forældrefremmedgørelse blev først anerkendt og indskrevet i lovgivningen i Danmark i 2024, men bliver fortsat slet ikke sanktioneret i det omfang, det burde. I mange andre lande er der større fokus på, at konfliktoptrappende adfærd skal påvirke, hvordan en sag ender - og ikke være til fordel for parten som driver konflikt, separere den anden forælder fra børnene eller åbenlyst forhaler sagsprocessen.